Tirsdag eftermiddag sidder jeg foran skærmen på arbejdet. Mit energiniveau er lavt og jeg har mest af alt lyst til at vandre ud i kaffeautomaten og trække en kop varm kakao for at skyde mit blodsukker mod himlen, men jeg ved jo godt, det ikke er smart. Her på det sidste har det været småt med overskud og tid til sund mad, hvilket er en åndssvag undskyldning, for manglen på det giver mindre tid, fordi jeg får mindre overskud af usund mad, og så kører den onde cirkel ellers bare.
Nå, det korte af det lange er, at jeg tirsdag eftermiddag foran skærmen fik en opløftende mail fra en af mine favoritbloggere, nemlig superheltemor. Hun spurgte, om jeg havde lyst til at komme til foredrag med Umahro og Lone Rasmussen om deres nye bog ”Slip Slikket”. Øh JA! Jeg havde deltaget i en konkurrence hos både hende og madbanditten, men desværre ikke vundet. En af hendes vindere var blevet syg, så jeg kom med på et afbud.
På vej ind til Kultorvet nåede jeg alligevel at blive lidt nervøs. Hvor skulle jeg sidde henne? Alene eller sammen med Superheltemor? Og hvordan skulle jeg kende hende? Og hvem kom ellers? Og var jeg den tykkeste der kom?
Alle mine bekymringer blev gjort til skamme, da jeg kom ind i Pretty Ink.’s lokaler. Nogle søde kvinder tog mod mig med smil, goodiebag og varme. Og jeg fandt også en plads ved siden af de smukke piger fra Gane og Gaffel. Superheltemor sad desværre fast i Hvidovre, damn you – kollektiv trafik, så hende nåede jeg aldrig at møde.
Nå – til foredraget. Umahro lagde ud med at indprente os, at med mad kommunikerer vi med vores krop. Hver gang vi putter noget i munden, sender vi et budskab til vores krop og vores celler – siger vi ”Fuck dig din luder” med en klistret marsbar eller ”Hej skat, hvor er du smuk og dejlig” med en hjemmebagt kage af lutter sunde ingredienser.
Bagefter dissekerede han med sin imponerende madviden en pose skumfiduser, en bakke industrifremstillede flødeboller, en cola og lidt andet ”godt”. Selvom jeg godt ved, at gelatine kommer fra grise, og at farven i selv såkaldt naturfarvet rød vingummi kommer fra usle kilder, så mindskes min lyst til ussel bland-selv slik allievel en kende, når det udmales for mig i detaljer, hvordan tapetklister af dyr udvindes af svineknogler og den røde farve kommer fra skjoldet af en lus?! For ikke at efterlade sit publikum uden mulighed for søde sager, gav han både på aftenen og yderlige udfoldet i bogen et bud på sunde opskrifter på syndige sager, man kan kommunikere positivt til kroppen med.
Jeg var generelt glad for hans indslag, men jeg stiller spørgsmålstegn ved de alternativer, han opstiller. Lone Rasmussen tilførte en skøn vinkel. Hun tager udgangspunkt et lidt andet sted en Umahro. Ifølge hende selv er hun ret ligeglad med at skulle spise pasta med ketchup som hovedmåltid og skumfiduser til dessert. Hun har i mange år overspist og faktisk i ret svær grad, så hun også i perioder har lidt af overvægt. Hun plæderer så for, at man fjerner trangen til de usunde søde sager med kærlighed til sig selv. Hvis du elsker dig selv og din krop, vil du simpelthen ikke udsætte den for den negative gestus, det er, at fylde den med såkaldt skodmad.
Mange glemmer, at mad langt fra kun handler om fysiske behov, og selvom der tales en masse om det kemiske i sukkerafhængighed (og det er bestemt OGSÅ vigtigt at få på dagsordnen), så er det vigtigt at få med, at trangen til sukker også kan være baseret på følelser. Hvis den er det (den kan selvfølgelig også være begge dele), så er det ikke tilstrækkeligt at stræbe efter et snorlige blodsukker, som ellers – for de fleste – fungerer ret godt i kampen mod sukkeret. Og den del er Lone Rasmussen rigtig meget inde på, og faktisk beskrev hun kampen mod skodmad og løsningen så fint, at jeg fik en lille smule tårer i øjnene.
Nå, men tilbage til det mindre gode ved foredraget. Og det er, at jeg har svært ved at se, at frugt og tørret frugt skal erstatte sukkeret. For mig bliver daddelkugler hurtigt en glidebane, der giver mig lyst til crappy ting som Marabou mælkechokolade. Men det gav Umahro mig nu også ret i, da jeg spurgte ind til hans holdning til det – daddelkugler er ikke for alle, men dog havde en god pointe i, at uanset hvad, så er en daddelkugle nok bedre for dig end en pose Haribo (også selvom du ikke heeeelt kan nøjes med én dadelkugle).
Jeg gik – i modsætning til Jane – derfra med en YAY!-følelse. De to forfatteres energi og allestedsnærværende nærmest universelle kærlighed slog benene væk under mig. De gav mig lyst til at behandle mig selv bedre, for jeg kan stadig godt komme til at spise alt for meget af noget, der ikke er godt for mig. Og jeg har altså stadig et vægttab, som jeg slås med. Blokeringen i forhold til det begynder jeg at tro mere og mere på skal ledes efter i mit sind og ikke kun i min kost. Men den snak må vi altså tage en anden dag.
Jeg fik den fineste goodiebag med hjem fra foredraget (ja, den slags er jeg til fals for, for det får jeg altså ikke hver dag), og i den lå bogen, som jeg ser meget frem til at læse. Desuden fik jeg lækker chokolade og en nogle virkelig skønne Pukka te’er (flertalsformen af det er…?), som jeg nok skal vise herinde en dag. Altså sidstnævnte – førstnævnte er ligesom væk – ups!
