Et meget personligt indlæg

4 Jun

Edit: Jeg har netop opdaget, at jeg kun fik udgivet halvdelen af dette indlæg, upsi – anden halvdel er nu også tilgængelig!

Apropos det der selvudskældning, så fik jeg lørdag en meget rørendende og øjenåbnende mail fra en sød veninde. Hun skrev, at hun havde siddet og læst nogle af mine blogindlæg på én gang og havde bidt mærke i, at måden, jeg talte om mig selv på,  ikke var særlig pæn. At man faktisk skulle tro, jeg vejede 20 kg for meget, hvis man ikke kendte til mit udseende.

Og hendes ord ramte jo lige i hjertet, for det er SÅ rigtigt. Selvom jeg virkelig prøver, så er det meget svært for mig at finde mig tilrette i min krop. For det ikke skal være løgn, så faktisk sværere, end da jeg vejede næsten 20 kg mere. Jeg skælder tit mine deller ud og bliver ked af det over min krop. En anden veninde spurgte sidst jeg besøgte hende, hvirdan jeg kunne være utilfreds, når jeg havde tabt mig så meget og var så fin. Selvfølgelig skal alle elske sig selv, men af mange årsager kan det være en god idé at tabe sig, hvis man er overvægtig, og i såkaldt har man måske også lidt mere grund til at være sur på sine deller.

Jeg er ikke hundrede procent fortaler for, at man skal elske sin krop, som den er (wow, nu får jeg sikkert nogle på nakken). Hvis man vejer 50 kilo for meget, og overvægten dermed udgør en reel sundhedsrisiko, der ikke kun rammer en selv, men også ens familie (og så begynder det at blive egoistisk), så mener jeg, man bør tabe sig. Men jeg mener, man skal have hjælp, for i de fleste tilfælde er det nok hverken for sjov eller med vilje, at man er overvægtig. Hvis man derimod har ti kilos fedt for meget strækmærker, lidt for store hofter eller andet, som bare ikke er muligt at komme af med uden hård kamp, så mener jeg, man bør lære at elske sin krop i stedet for at stræbe efter det uopnåelige.

Derfor har jeg nu bestemt mig for, at jeg skal tabe mig 4,5 kg, og ikke mere, selvom planen var en anden helt til at starte med. Det er der, min krop har det bedst, og jeg skal med vold og magt tvinge den, hvis den skal længere ned. Og så vil jeg være glad og tilfreds der og gøre alt for at behandle min krop med kærlighed og respekt, så den har lyst til at holde den vægt. Det er helt angstprovokerende bare at skrive det, og jeg har lyst til at slette det igen og lade som igenting, men nu har jeg sagt det.

Nu må I have mig undskyldt, jeg skal ud og snakke med mit spejlbillede. Pænt!

12 kommentarer to “Et meget personligt indlæg”

  1. frk. sveske juni 4, 2012 hos 1:47 pm #

    Kære Trine,
    Hvor er det godt, vi har nogle kære til at fortælle os, at vi ingen grund har til at skælde den delle ud… Det er jeg nemlig også slem til. Den der selvkritik…
    Tak for reminderne! Dejligt personligt indlæg, Trine.
    KH
    -frk. sveske

    • detsundeliv juni 4, 2012 hos 2:40 pm #

      Kære Sveske
      Ja, det er nemlig rigtig godt, vi har dem!
      Det er utroligt, som man kan kritisere sig selv, sådan ville man jo aldrig tale til andre. Jeg er glad for, hvis jeg ogsåfik mindet dig om at tale pænere til og om dig selv.
      Overvejer at forsøge mig med
      de der positive affirmationer, men det virker bare så underligt. Er det noget, du har prøvet?
      Kh Trine

  2. Maja juni 4, 2012 hos 2:23 pm #

    Man kan tabe sig nok så meget, men har man ikke psyken med, så bliver det en evigheds kamp!! Og man har svært ved at stille sig “tilfreds” med det, at man ser i spejlet. Ja jeg kender det akt for godt det at du beskriver…

    • detsundeliv juni 4, 2012 hos 2:41 pm #

      Ja det er simpelthen noget rod med det, og man tror altid, man bliver gladeres, hvis man lige smider 10 kg. Har du nogen gode råd til at være sødere mod sig selv?🙂

      • Maja juni 5, 2012 hos 6:56 pm #

        Nej ikke rigtig! Jeg er ikke selv i stand til at være sød ved mig selv. Men som Jane rigtig nok skriver, så handler det nok om at flytte fokus:)

      • detsundeliv juni 7, 2012 hos 5:37 pm #

        Vi må altså tage os selv kærligt i nakken og behandle os som de dejlige væsner,
        vi er:-) Men ja, Jane har helt bestemt fat i noget meget centralt!

  3. Nights in Paris juni 4, 2012 hos 6:20 pm #

    Hej.. Det er ligemeget om man vejer 200 kg. eller 48 kg.. Hvis man hader sig selv, så hader man sig selv.. Jeg synes vi alle burde være glade for dem vi er.. Uanset om man vejer 10 kg. for meget.. Man er stadig den samme indeni og det er det vi burde lægge vægt på.. Hvis vi alle var blinde… Den sætning behøves jeg ikke engang gøre færdig.. Jeg hader også mig selv og jeg er normalvægtig.. (:

    • detsundeliv juni 5, 2012 hos 4:21 pm #

      Kære du

      Du har helt ret, alle bør elske sig selv,
      i hvert fald deres personlighed.
      Tror bare personligt at det er svært at
      elske en usund krop, fordi den ikke har det godt, men det er måske bare mig:-)
      Jeg er ked af at høre, at du ikke er glad for dig selv.
      Jeg håber, det kommer med bevidstheden, jeg kan høre, du har:-)
      Kh Trine

  4. Jane juni 5, 2012 hos 10:31 am #

    Sikke et fint og vigtigt indlæg.

    Jeg er enig med Maja. Selvkærligheden følger ikke automatisk med kiloene, der forsvinder. Jeg var i årevis vred på min (dengang meget slanke) krop, fordi den ikke ville give mig det barn, jeg ønskede mig så højt. Efter år i fertilitetsbehandling blev jeg endelig gravid – med tvillinger, som jeg bar igennem en hel graviditet, og som jeg herefter ammede i 4-5 måneder, til jeg bare var et skelet i en alt for stor sofa. Til gengæld tog jeg 5 kilo på, da jeg stoppede med at amme. Men nu skulle det her faktisk ikke handle om vægt. Min pointe er, at min vrede mod min krop forsvandt, da jeg begyndte at fokusere på nogle af de ting, den har præsteret i stedet for dens fejl og mangler. Jeg er stolt af, at min krop klarede den kæmpe fysiske udfordring, det var at få tvillinger, ligesom jeg er stolt af, at den kan løbe langt (til tider) eller strække sig ud i mærkelige yogastillinger. Med de briller på betyder topmaven altså lidt mindre.

    PS: Er du yngre end mig? Noget af det er også kommet med alderen. Jeg var langt strengere over for mig selv og min krop,da jeg var yngre, end jeg er i dag. Jeg har en mand og to børn, der elsker mig betingelsesløst, uanset om jeg vejer +/- 5 kilo. Det er faktisk ret stort! Og livet er i min optik for kort til at jagte de der sidste 3-5 kilo eller hvad det nu måtte være, de fleste kvinder bruger et halvt liv på at slippe. Og her får jeg så måske nogle på nakken😉

    • detsundeliv juni 5, 2012 hos 4:47 pm #

      Kære Jane.

      Tusind tak for dit perspektiv på emnet. Jeg er helt enig i at lykken ikke ligger i tabte kilo, som jeg jo har oplevet på egen krop. Dog vil jeg fastholde, at de færreste har det fysisk godt i en 200 kg krop. Men det handler jo grundlæggende om, at man skal elske sig selv og behandle sin krop derefter, så skal vægten jo nok også stabilisere sig, hvor den bør. Om det så er 50 eller 80 kg.

      Jeg vil bestemt forsøge at fokusere på, hvor god min krop er til sport, for det er hos faktisk ret forunderligt, hvad man kan. Og tænk at lave børn! Det er jo det ultimative!

      Jeg håber, som du også er inde på, at morrollen giver en større kærlighed til kroppen, der har skabt de mirakler. Jeg er lidt yngre – 25 – og skal først have børn om et par år, men så kan jeg jo bruge tiden inden på at lære at være glad for min krop, så den bliver det bedste hotel:-)

      Kærlig hilsen Trine

  5. Anna Stegger juni 6, 2012 hos 9:54 am #

    Kære Trine. Du er meget dejlig, og du ser ligesådan ud. Kærligst, Anna

    • detsundeliv juni 7, 2012 hos 5:30 pm #

      Du er så sød med sød på Anna! Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: